Vi lider af bevidsthedsforsnævring!
(Hvad det er, hvad det gør, og hvordan vi kommer ud over det)

– af Søren Lauritzen

Vores, menneskehedens, selvskabte ubehageligheder – som for eksempel dårligt selvværd, nedsat livskvalitet, mangel-tænkning og uhæmmet grådighed, vold, krig og ødelæggelse af miljøet – de kommer af noget.

Har du nogensinde tænkt over hvad de kommer af?

FOTO: Blå bjerge i skumringen med gule og orange skyer efter solnedgangen. TEKST: Simpel sandhed: Bevidsthed = godt. Ubevidsthed = ikke godt.

Svaret er IKKE at de kommer af menneskets natur, det er simpelt hen et mangelfuldt svar, som er baseret på utilstrækkelig information om hvem og hvad vi er.

Nej.

Vores selvskabte ubehageligheder kommer primært af manglende bevidsthed.

Eller, sagt på en anden måde, de kommer af …
 

Bevidsthedsforsnævring: En alvorlig lidelse, de fleste af os har

Når noget er forsnævret, så er det mindre end det burde være, dvs. mere indskrænket end dets naturlige tilstand. Og det betyder som regel, at det som er forsnævret ikke virker som det skal. Det er dysfunktionelt.

Sådan er vores bevidsthed. Altså min og din og langt de fleste andres.

Vi har en masse begrænsninger på vores bevidsthed, som indsnævrer den og gør den mindre end den burde være (og om et øjeblik skal vi se hvilke). Disse bevidsthedsbegrænsninger gør vores bevidsthed mindre funktionel end den naturligt er, faktisk så meget mindre, at den bliver dysfunktionel.

Og da vores fri vilje er en del af vores bevidsthed, så er den også indskrænket. Jo mindre bevidsthed vi har, desto mindre fri vilje har vi. Og ud over det, så har vi automatiseret vores vilje og dermed vores valg; mere om det lige om lidt.

Vi skaber ubehagelige ting som f.eks. dårligt selvværd, mangel-tænkning, grådighed, vold, krig og ødelæggelse af miljøet, fordi vi ikke har bevidsthed nok.

Vi skaber ikke de ting fordi vi er onde, eller “syndige”, eller fordi vores natur er et-eller-andet ubehageligt (f.eks. destruktiv). Nej. Vi skaber de ting fordi vi er ubevidste.

De fleste af os lider af bevidsthedsforsnævring.

Det er præcis hvad det lyder som.

Bevidsthedsforsnævring er når vores bevidsthed – og dermed vores fri vilje – er indskrænket og automatiseret, og derfor ikke fungerer optimalt.

Hvordan kan vi vide, at vi har det problem? Det er meget simpelt:

Det vigtigste symptom på bevidsthedsforsnævring er dårlig livskvalitet – en ikke-optimal livsoplevelse.

Andre typiske symptomer inkluderer for eksempel: følelser af mindreværd, magtesløshed, meningsløshed, ensomhed, håbløshed, grådighed, aggression, had, frygt (eller bare uro og utilfredshed), samt stress, angst, depression og andre mentale – og fysiske – sygdomme.

Yep, resultatet af bevidsthedsforsnævring er ikke bare ubehagelige værenstilstande, manglende “intelligens”, dum adfærd og dårlige resultater, det er også det vi forstår som sygdomme.

Dertil kommer så det simple faktum, at en lille og begrænset bevidsthed kan overskue, forstå og håndtere mindre (= den er mindre “intelligent”, den er “dummere”) end en stor og udvidet bevidsthed.

Så bevidsthedsforsnævring fører til diverse former for ikke-hensigtsmæssig adfærd, som selvfølgelig giver ikke-hensigtsmæssige resultater.

Hvis vi går til vores læge (eller psykiater) og fortæller at vi er bange for, at vi lider af bevidsthedsforsnævring, så får vi højst sandsynligt en interessant, men ikke specielt nyttig, reaktion. (Efter alt at dømme er de fleste danske læger og psykiatere ikke ligefrem interesserede i bevidsthed, selv om det uden tvivl ville gøre en utroligt positiv forskel for vores sundhedssystem, hvis de var).

Mærkeligt nok vil vi højst sandsynligt ikke få en særligt meget bedre eller mere hensigtsmæssig reaktion, hvis vi går til en psykolog i stedet.

BILLEDE: Tegnet, sort nouveau ramme lavet af grene med torne. TEKST: Bevidsthedsforsnævring er når vores bevidsthed og vilje er kunstigt indskrænkede og automatiserede, hvilket er skidt for os på en masse måder. Kuren er bevidsthedsudvidelse.

Sidenote 1: Hvorfor kan læger, psykiatere og psykologer ikke hjælpe os med vores bevidsthedsforsnævring?

Det er fordi bevidsthedsforsnævring er “normalt”, hvilket blot betyder at mange har det. Så de fleste af vores statsanerkendte eksperter har OGSÅ bevidsthedsforsnævring, og deres ide om “sundt” er ikke det som fungerer optimalt, men derimod det som er “normalt”, hvilket selvfølgelig ikke er særlig nyttigt. Og de ting skyldes, at vores statsanerkendte eksperter er oplært i – samt lever, tænker og arbejder ud fra – et meget begrænset verdensbillede, en begrænset og forældet forståelse af alting. Altså: et forældet paradigme.

Der er tale om det gamle (reduktionistiske) fysisk-mekanisk paradigme, hvor verden – og vores krop og bevidsthed – ses som en maskine, og det fysiske anses for det primære, mens f.eks. bevidsthed anses for sekundært, et tilfældigt biprodukt af det fysiske. Dette er forældet – og meget begrænsende.

Men der er en forandring i gang.

Sidenote 2: Vi er ved at skifte livssyn

Vi ER allerede et vist stykke inde i et paradigmeskift, og det nye paradigme lægger vægten på ting som bevidsthed, helhed, sammenhæng og liv. Det lægger IKKE vægten på det fysiske.

Faktisk er basis for det nye paradigme, at det er bevidsthed, som er det primære og skabende, mens det fysiske er det sekundære og skabte.

I den nye forståelse af alting, det nye paradigme, er det bevidsthed som skaber virkelighed, og det fysiske er en funktion af bevidsthed.

FOTO: To efterårsblade, et mørkerødt og et lysere rødt på en kvist, på en sløret grøn baggrund. TEKST: Ny forståelse: paradigmeskift. Vi skifter fra det gamle fysisk-mekaniske paradigme, som ikke kan forklare virkeligheden som den reelt er, til et nyt, der er baseret på bevidsthed: det helhedsprægede kvantefysiske bevidsthedsparadigme.

En vigtig drivkraft bag vores skift i livssyn, altså paradigmeskiftet, er kvantefysikken, så selv om det nye paradigme ikke har noget navn endnu, så kan vi måske kalde det for “det helhedsprægede kvantefysiske bevidsthedsparadigme” – eller noget i den stil. Og det nye paradigme er i færd med at revolutionere stort set alt, men mere om det en anden gang.

Vil vi gøre noget ved vores problem?

Tilbage til vores beklagelige tilstand af manglende bevidsthed. Her er et spørgsmål vi allesammen kan – eller faktisk: bør – stille os selv:

Vores bevidsthedsforsnævring ødelægger vores livskvalitet og livsoplevelse og får os til at opføre os uhensigtsmæssigt – vil vi gøre noget ved den?

For det kan vi nemlig godt, men vi skal VILLE det. (Fordi vi skal VILLE den forandring (forbedring), så får vi en udfordring med vores vilje, som typisk er begrænset på samme måde som resten af vores bevidsthed, men mere om det om lidt). At ville gøre noget ved sin tilstand af bevidsthedsforsnævring er et valg vi kan træffe – eller faktisk: bliver nødt til at træffe, i al fald hvis vi gerne vil have en mere lykkelig og meningsfuld livsoplevelse.

Og når vores officielle eksperter og hjælpere ikke kan hjælpe os, så er det godt, at vi rent faktisk kan hjælpe os selv.

Kan vi behandle vores bevidsthedsforsnævring?

Ja, helt klart, for det er jo meget simpelt: Når noget er forsnævret, så trænger det til at blive udvidet.

Kuren mod bevidsthedsforsnævring er udvidelse af vores bevidsthed.

Bevidsthedsudvidelse?

Yep.

Bevidsthedsudvidelse – er det ikke farligt?

Hos nogle mennesker vil ordet bevidsthedsudvidelse udløse en automat-reaktion, nemlig den at det er en “dårlig” og “farlig” ting. Hos disse mennesker forekommer bevidsthedsudvidelse at være noget med “hippier og LSD og psykoser”. Sådan er det ikke.

Bevidsthedsudvidelse betyder bare, at vi giver os selv mere bevidsthed.

De fleste af os har så mange bevidsthedsbegrænsninger at …

Den simpleste måde at udvide vores bevidsthed er at afvikle vores bevidsthedsbegrænsninger.

Der er ikke noget mærkeligt, uhyggeligt eller farligt i den ting. Og der er slet ikke noget dårligt i den, tværtimod.

FOTO: Nærbillede af frost på et birketræ. TEKST: Der er ikke noget farligt i hverken bevidsthed eller bevidsthedsudvidelse, og den nemmeste måde at udvide sin bevidsthed på er ved at afvikle sine bevidsthedsbegrænsninger.

For nu at tage et eksempel fra det virkelige liv:

Eksempel på en bevidsthedsbegrænsning: Flyve-fobi

En kvinde bad mig om hjælp til at blive fri for sin fobi for at flyve. Hun kunne ikke tage på rejser til steder som hun ikke kunne nå med bil eller tog, fordi hun simpelt hen var rædselsslagen for at sætte sine ben i en flyvemaskine.

Vi brugte en metode jeg selv har udviklet, Giv Slip Metoden, som også beskrives (på engelsk) her og i denne bog), og da vi var færdige, var hun ikke bare blevet klogere på hvorfor hun havde fobien, hun havde rent faktisk givet helt slip på sin fobi mod at flyve. Af indlysende årsager kunne vi ikke på stedet teste om fobien var helt væk, men hun var meget sikker på, at det var den.

Denne kvindes fobi var en begrænsning af hendes bevidsthed, som medførte en begrænsning i hendes liv, nemlig i hendes mulighed for at se verden, besøge venner i udlandet, tage på forretningsrejser, osv.

Da bevidsthedsbegrænsningen blev ophævet, blev de andre begrænsninger det også.

Bevidsthedsbegrænsninger: Hvad er det, der begrænser vores bevidsthed og vilje?

En lang række af ting begrænser vores bevidsthed og vilje, herunder:

• Diverse typer traumer (både fysiske, psykiske, emotionelle, energetiske og spirituelle)

Bevidsthedsprogrammering (og automatisering) (f.eks. overbevisninger, vaner (automatisering), forventninger, kultur, normer, ego, mv.)

Skyggesider (dele af os selv vi ikke vil være ved)

• “Opmærksomhedstyve” af forskellig art (f.eks. sociale medier, frygtbaserede nyheder m.v.)

• Diverse stressorer som f.eks. problemer, “information overload”, generel travlhed og stress

Ubalancer (i krop, sind, ånd, følelser, energier, osv.).

Disse ting, disse bevidsthedsbegrænsninger gør os … bevidsthedsindskrænkede, og ødelægger vores livsoplevelse, vores livskvalitet. Samt vores liv i praksis. Og får os til at opføre os dumt.

Det er naturligvis noget skidt. Men der er også gode nyheder.

BILLEDE: Håndmalet illumineret ramme fra middelalderen. TEKST: Liste over ting som begrænser vores bevidsthed, inkl. f.eks. traumer, bevidsthedsprogrammering, opmærksomhedstyve, ubalancer, m.v.

Muligheden for bevidsthedsbefrielse

Her er de gode nyheder:

Vores bevidsthedsbegrænsninger, som f.eks. traumer, bevidsthedsprogrammering / vaner / automatisering, skyggesider, ubalancer, m.v., er under vores egen kontrol. Vi kan undersøge dem, tage beslutninger om dem, og føre disse beslutninger ud i livet.

Vi kan, med andre ord, mindske eller helt befri os fra ALLE disse bevidsthedsbegrænsninger!

Sagt på en anden måde, så kan vi helbrede vores bevidsthed.

Der er et gammelt, norrønt (= “meget gammelt dansk”) ord som hedder “bragd”, og det betyder blandt andet “handling”, altså det at gøre noget, og derfra har vi den anden halvdel af ordet “hel-brede”. Vi bruger ikke ordet at “brede” på den måde, men hvis vi gjorde, ville det betyde “at gøre”.

At “helbrede” er derfor at “gøre hel”, altså at bringe noget eller nogen tilbage til en tilstand af helhed, hvilket er det samme som sundhed.

(Yep, helhed = sundhed).

Grundlæggende er en forsnævret bevidsthed er naturligvis stadig hel, men den fungerer ikke som den skal – på grund af forsnævringen.

Badebolden og bælterne: En analogi for bevidsthedsbegrænsninger

At have bevidsthedsbegrænsninger er lidt som at spænde et bælte – eller mere præcist: en masse bælter, både store og brede samt små og smalle – omkring en badebold … bælterne får den til at fungere dårligt som badebold.

oto: Bælter i mange farver, arrangeret i et flot mønster plus en klassisk, stor, flerfarvet badebold.

Vores bevidsthed fungerer også (meget) dårligere end den kan, når vi har alle de ovennævnte begrænsninger på den. (Altså traumer, bevidsthedsprogrammering, skyggesider, ubalancer, m.v.)

Men for hver begrænsning vi befrier os for, fungerer vores bevidsthed mere som den skal.

Store, dybe traumer eller stærkt begrænsende overbevisninger for eksempel, svarer til et stort, bredt og tungt bælte omkring badebolden.

Hvis vi kan fjerne de fleste af de store bevidsthedsbegrænsninger (eller dem alle), så der kun er de små tilbage, så fungerer vores bevidsthed betydeligt bedre.

Mere udpenslet og konkret formuleret, så kan vi, eksempelvis, helbrede følelser af mindreværd, magtesløshed, meningsløshed, ensomhed, håbløshed, grådighed, aggression, had, frygt eller bare uro og utilfredshed, samt stress, angst, depression og andre mentale – og fysiske – sygdomme) ved at befri os fra traumer, bevidsthedsprogrammering, skyggesider, ubalancer, m.v.

Er det ikke værd at gøre?

Hvordan kan vi behandle vores bevidsthedsforsnævring?

Det er nemmere end man skulle tro.

Her er en kæmpestor og helt afgørende “hemmelighed”, som mange af vores af vores statsanerkendte behandlere og sundhedseksperter (læger, psykiatere, psykologer, m.fl.) ikke har opdaget … endnu:

På det grundlæggende niveau, hvor det tæller allermest, nemlig bevidsthedsmæssigt, ER vi allerede hele – vi KAN ikke være andet. Vores bevidsthed er hel og vil altid være det.

Derfor er vi selvhelbredende.

Dette er sandt på ALLE måder:

Vi er både fysisk, psykisk, emotionelt, energetisk og spirituelt selvhelbredende.

Dette fænomen er nogle gange blevet kaldt for “automatisk søgen mod helhed”, og det er også beskrivende, men det giver ikke den helt afgørende baggrund, som den er nævnt ovenfor, og som vi vender tilbage til om et øjeblik.

Automatisk søgen mod helhed

Foto: Nærbillede af en symmetrisk plante. Tekst: Vi mennesker er selvhelbredende - på alle måder.

“Automatisk søgen mod helhed” er eksempelvis blevet beskrevet af psykiater og ledende bevidsthedsforsker Stanislav Grof , som oven i købet har lavet et ord for det, nemlig “holotropisk” (på engelsk: holothropic), baseret på de græske ord for “helhed” (holos) samt “at bevæge sig hen imod” (trope / trepo).

Ja, mere end det, Grof har sågar opfundet en terapeutisk metode som han navngav med det ord, nemlig Holothropic Breathwork, som i Danmark kaldes enten holotropisk åndedrætsterapi eller simpelt hen bare holotropi.

Holotropi: Metoden hvor ingen gør noget

Det sjove ved Grofs terapi er, at der ikke er nogen der GØR noget.

Der er ikke nogen terapeut, der er ikke nogen samtale, ikke nogle øvelser eller teknikker, ja, faktisk er der ikke andet end et rum, noget høj musik (af nogle bestemte typer i en bestemt rækkefølge) og et sted man kan ligge med bind for øjnene og trække vejret hurtigere og dybere end normalt, mens en tavs hjælper sidder ved siden af uden at blande sig, og bare sikrer at man er okay.

Det har nok også en betydning at der er andre i rummet, som gør det samme som en selv, men dem har man som sådan intet at gøre med.

Der gives blot mulighed for, at vores bevidsthed kan udvide sig – og dermed helbrede sig.

Det er ens egen bevidsthed der gør HELE arbejdet. Af sig selv. Automatisk.

Og det virker.

Den dybere og hurtigere vejrtrækning har den effekt, at bevidstheden bliver befriet, og musikken har den effekt, at ens bevidsthed bliver guidet igennem et forløb på godt et par timer med en start, et klimaks og en afslutning.

Erfaringen er, at hver enkelt deltagers bevidsthed behandler det, som den er klar til. Gamle traumer, for eksempel, kan nogle gange blive helbredt på blot en enkelt session – og andre gange på nogle få sessioner.

Nogle mennesker er klar til, at der sker en masse på en enkelt session, andre er ikke, og deres sessioner er “fredeligere”, men ikke mindre interessante eller mindre helbredende af den grund.

Nogle få mennesker, som for eksempel mig selv de første adskillige gange jeg prøvede holotropi, oplever ikke ret meget, fordi de kontrollerer deres bevidsthed for kraftigt; så kraftigt at den er fastlåst. Disse mennesker, som mig (dengang), har behov for noget andet og eventuelt mere / kraftigere, men mere om det en anden gang.

Sandheden om bevidsthed og sundhed: Mere end bare en bevægelse mod helhed

Stanislav Grof er en af mine (Sørens) helte. Han er en gigant, ja, næsten en naturkraft indenfor bevidsthedsforskningen, og vi skylder ham alle meget. Nogle af hans bøger kan være en anelse tunge at læse, fordi han typisk er strengt videnskabelig i sin tilgang, men det er jo også den ting som gør ham troværdig.

Ud fra hans bøger er det ret tydeligt, at Grof er ganske klar over, at beskrivelsen “automatisk bevægelse mod helhed” kun er en del af sandheden. En begrænset måde at beskrive fakta på. Det VIGTIGE er rent faktisk bevidstheds natur og den forud eksisterende helhed i vores bevidsthed.

Igen:

Bevidsthed er grundlaget for det hele. For det fysiske, det ikke-så-fysiske og alt andet.

FOTO: Solen dækket af månen, så den blot bliver en smal, lysende cirkel. TEKST: Helhed: Vi mennesker ER allerede hele der hvor det tæller, nemlig i vores bevidsthed. (Søren Lauritzen)

Vores bevidsthed er grundlaget for vores krop, vores følelser, vores tanker, vores tro / overbevisninger, vores vaner, vores behov, vores liv i praksis og hele vores livsoplevelse.

Og vores bevidsthed ER allerede hel, den har altid været hel, og den vil altid være hel, for den er en del af en (meget) større helhed – som er hel.

Med analogien fra før, så er badebolden stadig en badebold, uanset hvor mange store eller små bælter vi har spændt omkring den.

Når og hvis vi fjerner ALLE bælterne, så er badebolden præcis som den var før: fin, rund, og velfungerende som badebold.

Sådan er det også med vores bevidsthed.

Vi skal bare befri vores bevidsthed (og vilje) fra alle de mange, gamle begrænsninger. (Altså traumer, stressorer, bevidsthedsprogrammering, skyggesider, ubalancer, m.v.)

At tillade helhed og sundhed

Hvordan gør man? Hvordan kan vi “fjerne alle bælterne fra den ‘badebold’ som er vores bevidsthed”?

For at helbrede diverse ting skal vi først og fremmest HOLDE OP med at begrænse vores bevidsthed og TILLADE heling at finde sted.

Tillader vi da ikke heling at finde sted, normalt? Jo, med vores krop, men sjældnere med alt det andet (psyke, følelser, energier, spiritualitet, m.v.) Hvis vi, eksempelvis, støder vores tå, så den bliver gul, blå og øm, eller vi skærer os i fingeren, så forventer vi at kroppen helbreder sig selv i løbet af et stykke tid. Hvilket den også gør, hvis blot vi giver det skadede sted ro og ikke aktivt modarbejder helingen (ikke noget med at pille i såret!).

Men hvad med det psykiske, det emotionelle, det energetiske og det spirituelle? Der har vi nogle … hæmninger, eller hvad man nu skal kalde det. Nogle (bevidstheds-)begrænsninger.

Eksempler på bevidsthedsbegrænsninger

Et godt eksempel ville være overbevisninger, som er en type bevidsthedsprogrammering, altså en af bevidsthedsbegrænsningerne på vores liste ovenfor. Lad os tage en håndfuld eksempler …

– Hvis man har et gammelt traume og den tro, at man ikke kan klare at have med det at gøre (ved f.eks. at se det i øjnene og lade bevidstheden behandle det), så kan man muligvis ikke helbrede det. (Men når man slipper sin begrænsende ide om at man ikke kan, så kan man godt).

– Hvis man har stress, angst, depression og andre mentale – og fysiske – sygdomme, og den tro at disse ting har en fysisk basis og kun kan behandles med diverse piller, så kan man muligvis ikke helbrede disse ting. (Men slip den begrænsende tro, så går det meget lettere).

– Hvis man er overbevist om at livet er et nulsumsspil (hvor der er ikke er nok af noget, og man kun kan “vinde” ved at tage fra andre) og ikke et ‘plussumsspil’ (hvor der kan være mange “vindere”, og f.eks. samarbejde kan øge værdien for alle), og man derfor er overbevist om at magt og penge er vejen til lykke, indre ro og kærlighed, så har man et problem. I den situation kommer man muligvis ikke til at opleve den lykke, indre ro og kærlighed man længes efter, før man dropper sine misforståede overbevisninger, så man kan slippe af med sin blinde ambition, sin mangel-tænkning og sin uhæmmede grådighed.

– Hvis man er spirituelt “ude at svømme” og føler sig ikke-hel og ikke-forbundet til andre og livet, men man er overbevist om at det eneste der findes i livet er det vi kan se, høre, mærke, smage, lugte og måle med instrumenter, så kan man muligvis ikke gøre noget ved sin følelse af tomhed, ensomhed og meningsløshed. Men dropper man det forældede, reduktionistiske, fysisk-mekaniske livssyn, så er vejen åben for helhedsoplevelser, som giver alting mening.

– Hvis man er overbevist om, at man selv er mindreværdig, og at livet, verden og andre mennesker er onde og farlige, og man derfor er fyldt med frygt – og måske også had og aggression – så får man muligvis ikke en bedre livsoplevelse … før man giver slip på sine misforståede overbevisninger om en selv, andre, verden og livet.

Som vi kan se, så er der en vis tendens til at problemet bider sig selv lidt i halen: Nogle gange er vi nødt til at droppe visse af vores bevidsthedsbegrænsninger før vi kan droppe andre bevidsthedsbegrænsninger.

Det er derfor …

Den vigtigste faktor, bortset fra bevidsthed og bevidstgørelse, er vores fri vilje.

For at forandring, forbedring og helbredelse kan finde sted, skal vi ikke bare VIDE visse vigtige ting, vi skal også VILLE skabe helhed og sundhed hos os selv.

Vi skal være villige til at “ofre” / give slip på nogle gamle ting, nogle bevidsthedsbegrænsninger, som holder os tilbage.

Og handle derefter.

Hvordan, præcis, skal vi så handle?

Foto: Flyvende måge ved sø i solnedgangslys. Tekst: Vores vilje er fri som fuglen.

De grundlæggende ting

Første trin i bevidstgørelse (bevidsthedsudvidelse og -helbredelse) er altid at se på og eventuelt at gøre noget ved basis, de grundlæggende ting, nemlig at:

1. Befri vores vilje
2. Tage det fulde ansvar
3. Få styr på vores behov
4. Bringe os selv i (nogenlunde) sundhedsmæssig balance

Lad os lige tage dem en smule mere i detaljer:

1. Befri vores vilje (fra f.eks. automatisering) og bevidst træne og styrke den – f.eks. via bevidsthed på den, samt ved at tage nye, usædvanlige valg, som viser os selv hvem der bestemmer.

Vi kan med fordel bemærke os hver eneste gang i vores liv der er en valgmulighed (og det er ofte!). Bare bemærke det. Derefter kan vi bemærke alle de ikke-bevidste valg, vi foretager: vores valg-vaner, kan man måske kalde det. Der er SÅ mange valg vi IKKE foretager aktivt, selv om vi kunne, men som vi i stedet tager på automatpilot.

For at styrke vores vilje må vi – i en periode – droppe automatpiloten, og tage nogle anderledes valg end hidtil. På alle områder af vores liv.

Det vi på denne måde opnår er: a) at bringe mere bevidsthed ind i vores valg og b) at styrke vores vilje. Vores vilje er som en muskel – den kan trænes op, og vores liv bliver bedre når vi gør den ting. Vi bliver stærkere – empowered.

Dette første punkt er altafgørende for resultatet af alt det, der følger efter, men bliver overraskende ofte (næsten altid) glemt eller ignoreret, selv af førende eksperter indenfor personlig og spirituel udvikling.

2. Tage det fulde ansvar – for vores egen udvikling, livsoplevelse, og liv i praksis – dette inkluderer det at droppe alle ideer om at ens egen situation er andres skyld. Det er ikke noget vi er vant til, men det ER nødvendigt.

De fleste af os er en slags små eksperter i ansvars-fraskrivelse, og det er en dårlig ekspertise at have. Nogle af os er oven i købet små eksperter i at ville tage ansvaret for ting og folk, som vi ikke har nogen reel magt over. Det er lige så dårlig en ekspertise at have.

Den gode ekspertise at udvikle er den, hvor vi tager ansvaret for os selv, vores liv og vores livsoplevelse.

3. Få styr på vores behov – ved at vide hvad de grundlæggende behov er, prioritere dem, og – ikke mindst – vælge hvad “nok” er.

Afhængig af hvordan man “skærer kagen”, så er der omkring 10 grundlæggende behov af fire forskellige typer, nemlig: a) basale behov, b) sociale behov, c) selvrealiserings-behov og d) behovet for at transcendere det personlige (enhed, helhed, spiritualitet). (Disse behov er faktisk polariteter, dvs. der er en “positiv” og en “negativ” udgave af dem, men mere om det en anden gang).

Når vi ikke kender vores grundlæggende behov, eller har besluttet hvad “nok” er, så tror vi – fejlagtigt – at vi har massevis af ubegrænsede behov, som vi skal spilde en masse ressourcer på at prøve at opfylde … hvilket selvfølgelig aldrig vil lykkes, eftersom vi tror de er ubegrænsede.

4. Bringe os selv i (nogenlunde) sundhedsmæssig balance (både fysisk, psykisk, emotionelt, energetisk og spirituelt, f.eks. via kost, søvn, fysisk aktivitet og diverse metoder til psykisk, emotionelt, energetisk og spirituelt velvære – eksempelvis yoga, meditation, healing, osv.).

Tegning: Varm brun art nouveau-lignende ramme. Tekst beskriver: De 4 ting at se på allerførst i en bevidstgørelsesproces.

Dette inkluderer også det at nedbringe – eller helt fjerne fra vores liv – en god del af de “tyve” som stjæler vores opmærksomhed og farver vores bevidsthed med negativitet, splittelse og frygt, f.eks. sociale medier (især Facebook, som er storeslem) og de fleste af de såkaldte “nyheder”.

Yep, det er de fire grundlæggende ting, basis og de første trin i bevidstgørelse / bevidsthedsudvidelse og -helbredelse.

Disse ting er så basale, at man skulle tro at vi havde lært alt om dem i Folkeskolen. Men det har vi ikke. Slet, slet ikke, for nu at sige det pænt. Så nu må vi gøre dem selv. Alle fire.

Bevidstgørelsesprocessen (lidt forsimplet):
afsløring, nyt valg, give slip og positiv forandring

Når basis er bragt nogenlunde i orden, så er selve processen med at befri sig fra bevidsthedsbegrænsninger enkel nok; den kan groft sagt beskrives i fire punkter:

1. Afslør dine bevidsthedsbegrænsninger
2. Vurder og træf et nyt valg om disse begrænsninger
3. Giv slip på dine bevidsthedsbegrænsninger
4. Skab positiv forandring, både indre og ydre

Lad os også kort se på hver af dem:

1. Afslør dine bevidsthedsbegrænsninger af enhver art. Dette er en undersøgelse, en udforskning, og den kan være så nem som at du sætter dig ned og laver en liste over (livs)områder hvor du er utilfreds og/eller føler dig begrænset og/eller ubehageligt til mode – områder hvor der er ubehag er nemlig som regel belagt med bevidsthedsbegrænsninger.

Derefter tjekker du så med dig selv om årsagen til begrænsningen er traumer, bevidsthedsprogrammering / automatisering, skyggesider, opmærksomhedstyve, stressorer eller ubalancer, hvilket du også noterer ned.

Du kan også købe dig til hjælp hos f.eks. en bevidsthedsguide eller en mere almindelig coach. Efter det har du en udførlig liste som du kan arbejde videre med.

2. Vurder og træf et nyt valg om disse begrænsninger. Vurder disse begrænsninger. Læg mærke til forskellen mellem sandt versus usandt, men også f.eks. sundt vs. usundt, nyttigt/hensigtsmæssigt vs. unyttigt/uhensigtsmæssigt og begrænsende vs. frigørende. Gør dig klart, hvad disse begrænsninger gør i dit liv og hvad de gør ved din oplevelse. Beslut så om du fortsat har lyst til at have dem.

Det er dig der bestemmer. Du kan vælge at droppe dem en for en, og du kan sågar også vælge at droppe nærved dem alle på en gang (hvilket er det, såkaldt spirituelt oplyste personer som f.eks. Eckhart Tolle, Byron Katie eller Adyashanti har gjort). Når du helhjertet kan sige: “Jeg har fået nok af denne begrænsning og vælger nu at skille mig af med den,” så er du klar til næste skridt.

3. Giv slip på dine bevidsthedsbegrænsninger, så helbredelse kan finde sted (af sig selv). Det, du antageligvis vil vælge at give slip på, er alt det, du har indset er usandt, usundt, unyttigt/uhensigtsmæssigt, begrænsende, osv.

Det er kun et valg, og du kan når som helst træffe det, men vi har jo intet lært om dette ekstremt vigtige emne i vores skolesystem, så i starten kan det være meget nyttigt med en teknik til det, f.eks. den tidligere nævnte Giv Slip Metoden (i bogform her) eller The Work, The Release Technique eller The Sedona Method – eller måske PSYCH-K, The Lefkoe Method eller The Journey. Du kan muligvis også bruge hypnose, og i al fald også diverse former for indre rejser, der kan være ekstremt effektive, selv om de som metode typisk er lidt mindre fokuserede.

Derefter finder helbredelse sted af sig selv – og ubehag plus problemer bliver mindre, eller forsvinder helt. Du er derefter klar til fjerde og sidste punkt …

Tegning: Varm brun art nouveau-lignende ramme. Tekst beskriver: De tre punkter i bevidstgørelsesprocessen (let forsimplet).

4. Skab positiv forandring, både indre og ydre. Indre forandring er f.eks. at have færre – og bedre/nyttigere – overbevisninger, mindsets, forventninger, osv. – måske endda et skift til et nyt og større paradigme. Ydre forandring er bl.a. nye handlinger, nye vaner og i det hele taget et nyt liv i praksis.

Og til sidst en personlig reminder / påmindelse: Husk at have det rart, spændende og sjovt undervejs! 🙂

Afslutning: Lad os droppe vores bevidsthedsforsnævring og udvide vores bevidsthed

Vi har så godt som alle sammen bevidsthedsforsnævring, og det ødelægger vores livsoplevelse. Ja, værre end det: Det kan få os til at ødelægge os selv, andre og verden omkring os.

Det er derfor bevidstgørelse er så fantastisk: Fordi det udvider vores bevidsthed og gør os “klogere”, så vi kan rumme, forstå og håndtere mere – på en mere hensigtsmæssig måde. Diverse plager og problemer har det med at forsvinde af sig selv i bevidsthedens klare lys. Ja, vi kan endog bruge vores ubehag og problemer som “brændstof” i processen, som man gør i nogle af de metoder, der er nævnt i denne artikel.

Bevidstgørelse og bevidsthedsudvidelse er essensen af personlig og spirituel udvikling, og det foregår som regel i to stadier, afvikling og udvikling:

1) Afvikling af bevidsthedsbegrænsninger, hvilket udvider vores bevidsthed ved at lade den vende tilbage til sin naturlige basis-tilstand

2) Yderligere udvidelse af vores bevidsthed (som vi vender tilbage til en anden god gang)

At befri sin vilje og sin bevidsthed for forsnævring og begrænsning og derved udvide vores bevidsthed – og måske endda udvide den endnu mere – er noget af det allerbedste vi kan gøre for os selv, for andre, og for verden omkring os. En bevidsthedsudvidelse hjælper os på alle mulige måder, ikke mindst med indsigt og en bedre livsoplevelse, og får os til at opføre os mere kærligt og hensigtsmæssigt.

Der er masser af muligheder for at gøre udvide vores bevidsthed, vi skal bare have viljen til det, og så tage det første lille skridt i den rigtige retning. Det kunne for eksempel være ved at se nærmere på – og afprøve – de metoder som er nævnt i denne artikel.

Foto: Solnedgang ved strand over havet, hvor en sky dækker for halvdelen solen, så venstre side af fotoet bliver mørkt og blåligt, mens højre side bliver varmt og gyldent. Tekst: Begrænset bevidsthed: Ikke rart, ikke godt. Udvidet bevidsthed: Rart og godt.

 

Kalligrafisk slut-på-tekst markør.

Hvad vil du læse nu?

Hvad er bevidsthed og hvorfor er det så vigtigt? Foto af babushkadukker på en række.
Gå til ‘modersiden’ for bevidsthed:
Hvad er bevidsthed, og hvorfor er det så vigtigt?

Andre sider relateret til dette emne

Bevidsthedsprogrammering styrer os, men heldigvis styrer vi den. Foto af en solnedgang.

Bevidsthedsprogrammering styrer os!
(Via overbevisninger, normer og lignende). Heldigvis styrer vi den …

Skab din egen bevidsthedsrevolution. Foto af en sommerfugl, der forlader sin pubbe.

Bevidsthedsrevolution

Gå til artikelbiblioteket: Artikler om personlig udvikling – Et online-bibliotek om bevidsthed og selvudvikling

Gå til forsiden

Kalligrafisk slut-på-tekst markør.

Scroll to Top