Vil du gerne have et godt liv? Så lad din livsoplevelse være din ledestjerne!

– af Søren Lauritzen

Jeg har efterhånden arbejdet med at hjælpe andre mennesker i mange år (som bevidsthedsguide / bevidsthedscoach), og undervejs har jeg spurgt så godt som dem alle hvad de synes er vigtigt her i livet.

Jeg har fået en lang række af forskellige svar som f.eks.:

Kærlighed, sex, intimitet, fysisk overlevelse, sundhed, integritet, autenticitet, nærhed, nærvær, familie, lykke, politik, religion, spiritualitet, udseende, indre ro, personlig udvikling, arbejde, tryghed, præstationer, anerkendelse, status, penge, magt, kontrol, frihed, sjov, leg, at hjælpe andre, helhed, sport, hobbyer, retfærdighed, moral, etik, normer, værdier, overbevisninger / tro, opmærksomhed, forventninger (egne og andres), traditioner, “hvad der føles rigtigt for mig” / intuition, viden, kultur, harmoni, det at være perfekt, kreativitet, berømmelse, popularitet, sandhed / ærlighed, meningsfuldhed, følelser, tanker … og flere endnu.

Så man kunne give et hurtigt, billigt og ret ubrugeligt svar og sige at hvad folk anser for vigtigt afhænger af hvem man spørger.

Men man kunne også trække spørgsmålet – og dermed svaret – op på et lidt højere niveau og se om der er et mere fællesmenneskeligt – og praktisk brugbart – svar. Og det er der. Det svar er pointen i denne lille artikel. Det kan ændre vores liv til det bedre, og vi skal nok komme til det om lidt.

Men først skal vi lige rundt om et par ting så vi får et nogenlunde helt billede. Lad os starte med at spørge: hvorfor er det interessant, hvad vi synes er vigtigt?

Det, som vi synes er vigtigt, styrer vores liv

Det er simpelt hen fordi:

Det som mennesker anser for vigtigt bliver ofte deres fokus og drivkraft, dvs. deres motivation – altså årsagen til at de tænker, føler, tror, vælger, handler og lever som de gør.

Sagt på en anden måde:

Hvad du eller jeg anser for vigtigt i livet er altså styrende for en frygtelig bunke i vores liv. Ja, det er sådan set styrende for hele vores liv.

Så vi gør klogt i at tænke os om, når vi vælger hvad der skal være vigtigt for netop os.

Hvad vi vælger skal være vigtigt bliver styrende for vores liv. Foto: Skovsti med solstråler.

Men når det er sagt, så er min pointe her IKKE at vi skal bruge en masse tid, opmærksomhed og energi på at tænke over hvad der er vigtigt for os. Tværtimod, faktisk. Der er nemlig en genvej, som er det, denne artikel handler om.

Bevares, der findes adskillige udmærkede metoder til at afdække et menneskes værdier, både de værdier man hidtil har levet ud fra, og dem man hellere vil have i stedet. Sådan en værdiafklarings-proces kan være interessant og åbne vores øjne for mange ting, dvs. gøre os mere bevidste, så vi træffer mere bevidste og dermed bedre valg.

Hvordan kommer vi bedst i mål med et godt liv?

Vi har fri vilje, som vi bruger til at vælge med, men hvad vi vælger afhænger forskellige faktorer, inklusive hvem vi synes vi er, hvordan vores verdensbillede ser ud, vores kulturelle baggrund og hvor bevidste vi er (=vores niveau af bevidsthed på forskellige områder af livet).

Ovenfor nævnte jeg en lang række eksempler på hvad folk kan synes er vigtigt, fra kærlighed over politik til penge og magt. Man kan opdele alle disse ting på forskellig vis, herunder sætte dem i et hierarki med det mest overordnede og dermed vigtigste først. Det er en meget interessant og afslørende ting at gøre.

Jeg indledte med at fortælle hvordan jeg som bevidsthedsguide / bevidsthedscoach har hjulpet mange mennesker med undersøge, løfte, udvide og afklare deres bevidsthed (=bevidstgørelse), og derfor har spurgt dem hvad de synes er vigtigt her i livet, men faktisk har jeg gjort mere end det: Jeg har benyttet forskellige teknikker til at hjælpe dem med at undersøge deres valg nærmere, for at afsløre om der er ting de synes er endnu vigtigere end deres første og umiddelbare svar. Og det er der.

Hvilket fokus er bedst, når man vil have et godt liv?

Vi er alle unikke, men faktisk er der et hierarki af vigtige ting, der så vidt jeg kan vurdere er fælles for næsten alle mennesker, og det er det jeg nu vil beskrive. Jeg har valgt fire kategorier, og når jeg siger at en kategori er vigtigere end en anden, så handler det om hvad næsten alle ender på som det vigtigste, når de via bevidstgørelse undersøger deres prioritering af vigtige ting i livet nærmere.

Bevidstgørelse gør en mere bevidst, naturligvis, og det sker ved at man bruger sandheden til at gøre det ukendte kendt, det ubevidste bevidst samt undersøge, løfte, udvide og afklare sin bevidsthed.

Så set i et vist lys er nedenstående fire kategorier indirekte en afspejling af det man synes er vigtigt (de mål og motiver man har) på forskellige niveauer af bevidsthed. Og den kategori jeg har sat først (fordi den er vigtigst), er den som afspejler det højeste niveau af bevidsthed – hvilket så også er den, som det giver det bedste liv at fokusere på. (Og omvendt, naturligvis: Hvis man fokuserer på kategori nummer fire som vigtig, så vil man alt andet lige få et dårligere liv).

Hierarki for hvad der skal til for at få et godt liv (foreløbig version)

Med det vigtigste først ser mønsteret for hvad der er vigtigt cirka sådan her ud …

1. Grundlæggende værens-tilstande
(Eksempler: kærlighed, lykke, indre ro, frihed, kreativitet, meningsfuldhed, helhed, osv.)
– “Jeg vil bare gerne være lykkelig.”
– “Jeg vil bare gerne have indre ro.”
– “Jeg vil bare gerne opleve mening i mit liv.”

2. Grundlæggende behov
(Eksempler: sundhed, tryghed, intimitet, nærhed, nærvær, leg, harmoni, kontrol, meningsfuldhed, at hjælpe andre, udvikling, sandhed / ærlighed, helhed, osv.)
– “Jeg vil bare gerne være sund og rask.”
– “Jeg vil bare gerne føle mig tryg.”
– “Jeg vil bare gerne opleve nærhed og intimitet.”

3. Emner og mål som ofte/mest er baseret på noget indre (i os selv)
(Eksempler: følelser, tanker, personlige værdier, personlige overbevisninger / tro, sex, det at være perfekt, retfærdighed, “hvad der føles rigtigt for mig” / intuition, viden, osv.)
– “Jeg vil bare gerne opleve intense følelser – gode eller dårlige – for så føler jeg at jeg lever.”
– “Jeg vil bare gerne have sex, masser af sex, for så føler jeg at jeg er forbundet med min partner.”
– “Jeg vil bare gerne vide og forstå – mig selv, andre og selve livet.”

4. Emner og mål som ofte/mest er baseret på noget ydre/eksternt (udenfor os selv)
(Eksempler: normer, udseende, politik, religion, forventninger (egne og andres), kultur, traditioner, kulturelle værdier, kulturelle overbevisninger / tro, status, penge, magt, berømmelse, popularitet, moral, etik, arbejde, præstationer, anerkendelse, hobbyer, sport, osv.)
– “Jeg vil bare gerne se godt ud, så andre finder mig tiltrækkende.”
– “Jeg vil bare gerne være normal og ligesom de andre, så de accepterer mig.”
– “Jeg vil bare gerne være god til ting, helst den bedste, for jeg kan lide at vinde, og når jeg vinder, så får jeg anerkendelse.”

Disse kategorier er til en vis grad overlappende, så de kan selvfølgelig ikke skilles 100% fra hinanden, men det gør egentlig ikke så meget. Hovedsagen er, at der er faktisk er forskellige kategorier og – især – at der er forskel på hvor vigtige de er. (Vurderingen af vigtighed er, som nævnt, baseret på at målet er et godt liv).

Og hvad kan vi så lære af det?

Man ser med det samme, at det som de forskellige menneskelige kulturer i verden generelt lærer os er vigtigt, så som udseende, normer, religion, traditioner, penge, arbejde, præstationer, popularitet, osv. rent faktisk IKKE er vigtigt. De ting har ikke ret meget med et godt liv at gøre.

Mennesker som er i gang med personlig udvikling (og/eller spirituel udvikling) har typisk godt lugtet lunten: Karriere og penge er ikke så vigtige som for eksempel kærlighed og helhed.

Men det er alligevel lidt tankevækkende at se det stillet så klart op, ikke sandt?

Og nu er vi så småt ved at nå det punkt, hvor vi kan se den første større pointe, som lægger op til den helt store pointe i denne lille artikel …

Bevidsthed: Jo højere et niveau, desto bedre

De fire kategorier er som nævnt en indirekte afspejling af forskellige bevidsthedsniveauer. Her er i al sin enkelhed hvordan det er med niveauer af bevidsthed:

Et højt niveau af bevidsthed er både mere effektivt og mere behageligt at opleve end et lavt.

Eller sagt på en anden måde:

Et højere niveau af bevidsthed VIRKER bedre end et lavere.

(Eksempler på et lavt niveau af bevidsthed er panik, eller angst, eller jalousi – eller såmænd alt hvad der er baseret på frygt, mangel, mindreværd og enhver type ikke-helhed).

På et højere niveau af bevidsthed har man det ikke bare bedre og fungerer bedre, man ser også alting klarere end man gør på et lavt. (Hvilket er basis for hvad man vælger som vigtigt, og basis for ovenstående hierarki af vigtige ting).

Højere bevidsthed kan transcendere alt muligt ubehageligt

Albert Einstein bliver blevet citeret for at have sagt at problemer kun kan løses på et højere niveau af bevidsthed end de er skabt på, og selv om det faktisk ikke er præcis det han sagde, så peger det på noget vigtigt, nemlig at:

Fra et højere niveau af bevidsthed kan vi ikke bare løse problemer mere effektivt, vi kan simpelt hen transcendere dem, dvs. finde så omfattende og god en løsning at problemet ikke længere er et problem.

Dette princip er sådan set basis for stort set alt det arbejde vi laver her på etbevidstliv.dk.

Foto: Portræt af Albert Einstein. Tekst: Citat af Einstein: En ny type tænkning er nødvendig hvis vi skal overleve.

Med andre ord:

Resultatet af at man løfter sin bevidsthed er, at man får et bedre liv.

Og præcis det er en ting som vi alle sammen gerne vil have – faktisk er det en af hovedårsagerne til at folk opsøger en coach eller bevidsthedsguide – som os her på Et Bevidst Liv.

Dermed er vi – endelig – ved hovedpointen i denne artikel:

Vores livsoplevelse er det aller-vigtigste i livet

Dette (i overskriften) er pointen. Som svar ligger det sådan set ret lige for, og det er både intuitivt forståeligt og føles helt rigtigt (når man tænker over det og føler efter). Ikke sandt?

Alligevel tog det adskillige år hvor jeg arbejdede med disse ting samt et dødsfald blandt mine allernærmeste, før det blev helt klart for mig. Tilsvarende er det mit indtryk, at det heller ikke er spor klart for de fleste mennesker.

Det vigtigste af alt i vores liv er vores oplevelse, vores livsoplevelse.

Den sætning lader vi lige stå et øjeblik.

Det er så simpel og uskyldig en sætning, men ikke desto mindre har den så utroligt megen kraft, at hvis vi VIRKELIG tager den til os og lever efter den, så kan det ændre alt for os.

Oplevelse er vores job

At opleve er den ting vi alle sammen gør, så godt som hele tiden. Selv en god del af den tid vi sover. Det er tydeligvis det samme for dyr, de oplever også, så mon ikke det er det samme for alt liv – eller måske snarere: for al bevidsthed.

(Og så vidt vi bevidsthedsudforskere – og kvantefysikken – kan konstatere så er ALTING bevidsthed ).

Vi mennesker er “bevidsthedsenheder”, og vores job – vores formål – er at opleve.

Mange mennesker på en strand i solnedgang: Vi menneskers formål er at opleve, og det vi helst vil have er en god livsoplevelse.

En oplevelse er en oplevelse, så i princippet er den ene oplevelse lige så god som den anden. Men som mennesker er vi jo ikke ligeglade med om vi får en oplevelse af kærlighed og lykke (f.eks. fordi vi har givet os selv et højt niveau af bevidsthed), eller om vi får en oplevelse af smerte og lidelse (f.eks fordi vi falder ned i en kloak og brækker begge ben samt bliver syge af kloakvandet).

Det vi allerhelst vil have i vores liv er en GOD livsoplevelse.

Det er for at få en god livsoplevelse at vi jagter f.eks. penge, status, magt, sex eller hvad det end er.

Alle de ting vi jagter, ja …

Næsten alt det vi tænker, føler, tror, vælger og gør har det overordnede formål at give os en god livsoplevelse.

Vi er typisk bare ikke bevidste om at det er sådan. Men når vi tænker og føler efter, så kan vi godt se det, ikke sandt?

Hvad er en god livsoplevelse?

Ud fra ovenstående “hierarki for vigtige ting i livet” kan vi se præcis hvad en god livsoplevelse går ud på:

En god livsoplevelse er en oplevelse hvor vi sørger for at få dækket vores grundlæggende behov OG oplever de grundlæggende værens-tilstande, så som helhed, kærlighed, lykke, indre ro, frihed, kreativitet og meningsfuldhed.

Så nu kan vi faktisk tilføje et punkt til vores hierarki af vigtige ting i livet, nemlig det allervigtigste:

Hierarki for hvad der skal til for at få et godt liv (endelig version)

Dette er den afsluttende og endelige version af hvad der er vigtigt at fokusere på her i livet:

0. En god livsoplevelse (som består af oplevelsen af punkt 1 og opfyldelsen af punkt 2 nedenfor)

1. Grundlæggende værens-tilstande

2. Grundlæggende behov

3. Emner og mål som ofte/mest er baseret på noget indre (i os selv)

4. Emner og mål som ofte/mest er baseret på noget ydre/eksternt (udenfor os selv)

Det gør tingene ret enkle. Der er ingen grund til at være forvirret længere, for nu ved vi at vi skal gøre. Det kan siges simpelt …

Vælg den gode livsoplevelse som din ledestjerne

Det viser sig – meget logisk – at præcis denne viden er perfekt til at give os et godt liv. Hvilket vil sige at det at få en god livsoplevelse er en god og nyttig ting at fokusere på og være motiveret af.

Vi kan med fordel vælge at fokusere på og lade os styre og drive af at vi gerne vil have en god livsoplevelse.

En god livsoplevelse er det perfekte fokus, det perfekte pejlemærke i dagligdagen.

ALT hvad vi har med at gøre, alle valg vi står overfor, kan måles op imod om de (på kort eller lang sigt) giver os en god livsoplevelse eller ej. Hvis de gør, kan vi med fordel vælge dem, og hvis de ikke gør, kan vi med fordel droppe dem og vælge noget andet i stedet.

Lad din livsoplevelse være din ledestjerne. Foto: Stjerneskud.

Den eneste grund til at vælge noget som på kort sigt giver os en ikke-super-god livsoplevelse skulle være at det på lang sigt fører til en god livsoplevelse. Men faktisk viser praksis at det valg opstår meget mere sjældent end man måske skulle tro.

Tværtimod synes det at være sådan at et klart og stærkt fokus på en god livsoplevelse gør os mere autentiske, hvilket er yderst tilfredsstillende i sig selv, og hvilket ydermere synes at tiltrække præcis de rigtige folk, ting og situation på det rigtige tidspunkt. (Carl Jung omtalte dette fænomen som syncronicitet, hvilket ofte sættes i forbindelse med et højere-end-gennemsnittet niveau af bevidsthed).

Kompromisløst fokus på den gode livsoplevelse er udfordrende, men absolut det hele værd

Jeg har i mange år arbejdet på min egen bevidstgørelse og personlige udvikling, hvilket har givet mig stadigt mere, større og højere bevidsthed, og det stadigt bedre indre liv som følger af det.

Men det at skabe et godt liv i praksis er en udfordring for sig, og det er først i de senere år at jeg – udløst af en meget nærtståendes alt for tidlige død – for alvor har indset vigtigheden af den information jeg videregiver i denne artikel … og derfor bevidst har valgt hele tiden at have den gode livsoplevelse som min ledestjerne.

Det har lige præcis har gjort at jeg er blevet mere og mere autentisk (og kompromisløs) samt har kunnet give mig selv et stadigt bedre liv i praksis. Jeg er blevet bedre og bedre til at vælge det som er det rigtige for mig og IKKE bare gøre det jeg som jeg har kunnet observere at andre gjorde (det “normale”) eller det som jeg igennem min opvækst – ofte uden ord – har fået at vide er “det rigtige”, det der forventes af mig.

Og det er ikke altid nemt. Vi mennesker har (som oftest) ikke tyk pels over det meste af kroppen, men vi er stadig en art aber. Som aber efter. Og vi er sociale væsner, som gerne vil “passe ind”.

Men vi er også unikke, alle sammen, og i nogle tilfælde – mit for eksempel – så går det altså ikke at leve efter normer og forventninger, hvis vi skal være os selv. Jeg er nødt til at gøre alting på MIN måde, en måde som ikke er set før (her senest i forbindelse med det at lave en bevidstheds-uddannelse, en uddannelse i bevidstgørelse). Det at skulle starte fra bunden og gøre det unikke som er rigtigt for mig er … besværligt. Stort. Udfordrende. (Og meget tilfredsstillende og givende).

At have den gode livsoplevelse som ledestjerne er guld værd

I den proces har det at have et klart fokus på at jeg SKAL skabe mig en god livsoplevelse været en kæmpe hjælp. Som ledestjerne er det fokus simpelt hen guld værd. Det er super nyttigt.

Tekst i en guldfarvet ramme: At have den gode livsoplevelse som ledestjerne er guld værd.

Faktisk er det så nyttigt at jeg tror man ville kunne undvære en pæn del af den intense bevidstgørelse jeg selv har været igennem.

Eller sagt helt præcist:

Hvis bare man kan relatere alt til det store formål som er en god livsoplevelse og altid tænke, føle, tro, vælge, handle og leve ud fra det, så kan man højst sandsynligt undgå en del af arbejdet med at skulle løfte, helbrede og udvide sin bevidsthed og bare leve et godt liv lige fra starten.

Så til alle der vil lytte og er villige til at prøve noget nyt kan jeg varmt anbefale det fokus.

Scroll to Top