af Søren Lauritzen, maj 2020
Kultur som fænomen interesserer mig. Jeg finder det fascinerende at hvad der anses for “sandt”, “rigtigt”, “normalt” og “virkeligt” er så dybt forskelligt rundt om i verden, og at disse “lokale virkeligheder” i den grad kan påvirke, ja, styre menneskelig opførsel.
Og præcis det fortæller os noget: Hvad end en kultur mener og tror på, så er det HVERKEN sandt eller rigtigt eller normalt eller virkeligt – for andre end præcis de folk som har den kultur.
(Man skal jo ikke tage fejl: Kultur er et udtryk for relativitet (“noget i forhold til noget andet”, eller “noget på bekostning af noget andet”), og kultur er en form for bevidsthedsprogrammering. Det gør kultur præcis lige så begrænset og begrænsende som andre typer relativitet og bevidsthedsprogrammering, men det er en anden historie).
Denne artikel skal handle om noget som er positivt ved kultur. Nærmere betegnet noget vidunderligt ved …
En temmelig unik kultur
Igennem mange år rejste jeg rundt i store dele af verden, så jeg har set og oplevet min andel af forskellige kulturer.
En af disse kulturer er imidlertid anderledes end de andre, og det er den skandinaviske, eller mere specifikt den danske. Selv om de nordiske lande er forskellige, så har vi faktisk mange kulturelle træk til fælles – der er en fælles skandinavisk kultur; men den kultur jeg helt specifikt vil tale om her er den danske.
Set i lyset af de mange forskellige kulturer jeg har oplevet rundt om i verden, så er der visse ting ved den danske kultur som jeg finder meget tiltalende.
Der er ingen grund til at tro at jeg forholder mig ukritisk til vores kultur, for som det kan anes ud af indledningen, så forholder jeg mig kritisk til AL kultur.
Jeg skriver ikke bare det jeg nu vil skrive fordi jeg er vokset op i den danske kultur, nej, men jeg skriver det fordi den vitterlig ER anderledes på en god måde i forhold til mange andre kulturer, inklusive store og dominerende kulturer som f.eks. den amerikanske, den kinesiske, den indiske, den spanske, den tyske, den franske eller den russiske.
Bare spørg den amerikanske top-politiker Bernie Sanders, som – igennem sine nu to forsøg på at blive præsident – igen og igen har fremhævet Danmark som et mønsterland med gratis uddannelse, gratis hospitaler, og så videre.
Eller spørg den verdenskendte forfatter og spirituelle lærer Neale Donald Walsch som efter sine besøg i vores lille land har talt og skrevet om hvor fantastisk det er at danskere i den grad passer på hinanden.
Begge mener at verden kan lære en masse af Danmark. Det mener jeg også. Men det er jo op til verden, mere end det er op til os.
Kriser kan afsløre skjulte eller glemte ting
Alvorlige kriser har det med at sætte ting på spidsen. En krise som den vi har nu, takket være COVID-19 corona-virus, gør også visse ting meget klare, for eksempel hvordan vi danskere som nation reagerer, når vi er truet.
Her er min mening om den ting:
Vi danskere – som folk – har indtil videre håndteret corona-krisen ret så fantastisk.
Det mener jeg virkelig.
Fire fjogede fodfejl (mindst)
Ja, i det danske samfunds håndtering af COVID-19 krisen har der været nogle tåbeligheder, så som:
• Fjoget dansk fodfejl nr. 1: Manglende forberedelse
Vi var slet ikke ordentligt forberedt (elendig planlægning og ringe central koordinering af f.eks. indkøb, kriselagre (af bl.a. værnemidler og testkits), kommunikation, osv., osv.) … hvilket er lamt, fordi vi har fået mange klokkeklare advarsler.
(Vi har fået klare advarsler fra f.eks. Bill Gates i 2015 (Bill Gates har i øvrigt skrevet et langt og godt indlæg om den aktuelle status for vaccine, osv. her), og igennem adskillige år i rapporter fra USAs efterretningstjenester, og fra FN og Gro Harlem Brundtland så sent som september 2019, altså et par måneder før pandemiens spæde begyndelse i Kina i midten af november 2019, og et halvt år inden pandemien ramte os her i landet).
(Forhåbentlig er vi klogere nu. For vi VED at der vil komme nye epidemier såvel som pandemier. Ingen, som har forstand på de ting, er det mindste i tvivl om det. Jeg håber og drømmer om at vi er blevet klogere, og det tror jeg også det meste af resten af Danmarks befolkning gør. Men det er op til vores ledere, herunder vores folkevalgte politikere, at gøre Danmarks beredskab bedre fremover).
• Fjoget dansk fodfejl nr. 2: Vi har solgt ud af vores infrastruktur
Vi havde solgt ud af vital infrastruktur (lufthavnen, energiforsyningen, postomdelingen, jernbanerne, osv.), hvilket almindelig sund fornuft i sig selv siger er dybt idiotisk.
(Som det f.eks. bliver simpelt og præcist beskrevet her).
Det er idiotisk, fordi vi derved mister kontrol og suverænitet, og således havde vi heller ikke længere vores egen vaccinefabrik (som tidligere hørte under Statens Serum Institut), da denne pandemi ramte os. Vi havde solgt den. Eller, måske mere præcist: vi havde foræret vores vaccinefabrik væk (se note nedenfor om salget). Derfor har vi nu – alt andet lige – sværere ved at udvikle en vaccine, og hvis vi gør, så kan vi i al fald ikke selv masseproducere den længere. Så staten kan ikke længere sikre sine borgere – os – så godt som muligt i tilfælde af en pandemi.
(Men sådan en kommer jo ikke, vel? Det mente flertallet af vores politikerne jo tydeligvis (de eneste som ikke stemte for salget af Danmarks vaccineproduktion var Alternativet, Enhedslisten og SF). Og det skal tilføjes at både Sundhedsstyrelsen og Rigsrevisionen HAVDE advaret politikerne om hvor dum ideen om salget var – politikerne gjorde det bare alligevel.
Politikerne vil sikkert forsvare deres særdeles uheldige beslutning med at vi er et lille land og er bedre tjent ved at samarbejde med andre. Hvilket ville have været korrekt, hvis det ikke var fordi det er smitsomme, dødbringende sygdomme, vi taler om. I DEN situation behøver man ikke en doktorgrad i psykologi eller politik for at gætte hvordan de forskellige lande vil reagere: Alle lande vil være sig selv og deres egne borgere nærmest.
Det kan enhver som tænker lidt over menneskers (og politiks) natur regne ud. Det er slet ikke svært, men tværtimod helt forventeligt og forudsigeligt.
Flere lande (med USA i spidsen), som er i gang med at udvikle en vaccine, har meddelt at de vil producere vaccinen til sig selv først. Så må alle andre – Danmark for eksempel – komme i anden række. Eller tredje, fjerde eller femte række.
Og … dette billede vil være mere markant jo farligere en sygdom der er tale om. COVID-19 coronavirus kan være dødelig, ja, men den er ikke nær, nær så dødbringende som for eksempel Ebola eller Den Sorte Død (pest).
I tilfælde af en pandemi med en ny, ukendt, super-smitsom og super-dødbringende sygdom VIL det være “hvert land for sig selv”.
Dette er ikke godt, rigtigt, rimeligt eller ønskværdigt, men det ER indlysende. Blot altså ikke for et flertal af de danske politikere.
Lige nu står vi så i den situation, at hvis den (nu: tidligere) danske vaccinefabrik skulle træffe at udvikle en vaccine, hvilket de har meddelt at de er i gang med, så risikerer vi IKKE at få glæde af det her i Danmark.
Alt dette er … absurd … eller måske snarere: torskedumt, for ikke at sige torske-hamrende-dumt.
Heldigvis for flertallet af de danske politikere er det ALDRIG for sent at gøre hvad man kan for at rette sine fejl!
(Og når det nu er sagt, så taler vi slet ikke om den fejl som ikke KAN rettes, nemlig den at den danske stat kun fik ynkelige 15 millioner kroner for Statens Serum Instituts vaccinefabrik (der var vurderet til et trecifret millionbeløb), eller om at Sundheds- og Ældreministeriet (under regeringen Lars Lykke Rasmussen, Venstre, som var det parti der fremsatte forslaget) håndterede salget så jammerligt dårligt at Rigsrevisionen har regnet ud at salget endte med at KOSTE den danske stat mellem ca. 1,3 og 1,8 MILLIARDER kr. kr. i alt). Det der før var vores nationale vaccinefabrik ejes nu af en saudiarabisk sheik (hvis firma oven i købet støtter organisationer som er på flere landes terror-lister – det er lige sådan en ejer man allerhelst vil have af noget som arbejder med dødbringende sygdomme, ikke sandt? Jeg mangler ord).
• Fjoget dansk fodfejl nr. 3: Langsomme reaktioner
Og selv da vi forstod at det var alvorligt, så reagerede vi danskere heller ikke super-hurtigt. Med en meget smitsom virus, så har hver dag, ja, hver time, jo betydning.
(Som vi tydeligt kan se det i f.eks. USA, hvor ledelsen som bekendt længe nægtede at se situationens alvor, og hvor dødstallet er tilsvarende højt og stadig stigende. Test og eventuel karantæne af hjemkomne danskere – især dem fra områder hvor man vidste der var smitte – burde have været selvfølgeligt fra dag et. Som en dansk sikkerhedsekspert påpegede allerede i starten af februar 2020. Det var det ikke, Sundhedsstyrelsen mente at vide bedre, men tog simpelthen fejl, hvilket kostede os (meget) dyrt.
• Fjoget dansk fodfejl nr. 4: Myndighedernes snublen
Da vi endelig reagerede, lavede vi også nogle klare fejl undervejs, ikke mindst i sundhedsmyndighedernes kommunikation til befolkningen.
(For eksempel at sundhedsmyndighederne udviste mistillid til os ved at mørklægge facts, og ved for længe at undlade at forklare situationens alvor samt årsagerne til deres beslutninger; vores sundhedsmyndigheder nægtede også at følge WHOs anvisninger om at teste bredt; de kom med modstridende meldinger og anbefalinger; og andet. (Nogle af disse ting har de så siden erkendt og fortrudt – hvilket er prisværdigt, og hjælper os med at acceptere disse fejl – det er jo menneskeligt at fejle, og selvfølgelig vil der ske fejl i håndteringen af en krise. OGSÅ i håndteringen af en krise).
Pointe
Danmark har tænkt og handlet frygteligt kortsigtet, og har IKKE været et mønsterland i håndteringen af COVID-19 virus-pandemien. Det har kostet hundredevis af dødsfald, ligesom det sikkert også vil koste hundredevis mere i de kommende måneder.
(Når jeg skriver “Danmark har tænkt og handlet frygteligt kortsigtet”, så mener jeg de danske myndigheder, inkl. sundhedsmyndighederne, men først og fremmest mener jeg de danske politikere, altså flertallet, men vel nok anført af partierne Venstre og Socialdemokratiet, som har været styrende i de regeringer som har vist sig ikke-så-ivrige efter at planlægge og forberede, men ret så ivrige efter at sælge ud af dansk infrastruktur).
Har der da været mønsterlande i denne sammenhæng? Ja, det har der. Eksempler på mønsterlande i forbindelse med COVID-19 er så forskellige lande som f.eks. Taiwan, Georgien, Sydkorea og Island.
(Singapore hører også med på den liste, sådan set, men det var tæt på at gå grueligt galt for dem fordi de – meget pinligt – fuldstændig glemte at tage sig af den importerede arbejdskraft de havde til at leve under kummerlige, tætpakkede forhold, som var et ideelt sted for virussen at sprede sig, hvilket den gjorde).
De fleste af disse lande (eller alle) havde planlagt hvad de skulle gøre i sådan en situation, de reagerede hurtigt, og de reagerede hensigtsmæssigt, hvilket er årsagen til at de – indtil nu – har haft meget få dødsfald.
Sådan et land er Danmark ikke.
MEN!
Da først vi som land fattede hvad det handlede om, så stod vi sammen og gjorde hvad der skulle til for at undgå en kæmpe tragedie.
Det lykkedes – virkelig godt, faktisk – og det kan vi godt være stolte af!
Hatten af for os danskere! 🙂
Blinde linedansere
Nu er vi så gået ind i en særligt interessant fase af krisen: genåbningen af samfundet.
Det svarer lidt til at gå på line med bind for øjnene. Det er i den grad en balancegang.
På den ene side er der ingen vej uden om genåbningen af samfundet. Samfundsøkonomien bløder, og den psykologiske belastning ved den sociale isolation er stigende for os alle.
På den anden side ved vi alle sammen godt at genåbningen VIL medføre flere smittede, flere dødsfald.
Målet er derfor uændret: at de svageste ikke bliver smittet, og at hospitalerne ikke bliver overbelastede så vi fortsat kan behandle alle indlagte så godt som muligt. Men præcis hvad der sker når vi slækker på forsigtigheden på et område ved vi ikke.
Vi – som samfund – er blevet linedansere, blinde linedansere.
Vi bliver nødt til at bevæge os, men tager vi et eneste forkert skridt, så virussen blusser op hurtigere end vi kan kontrollere det, så vi mister det hele.
Balancens natur: den hænger sammen med helhed og autenticitet
Balance er, ligesom helhed og autenticitet, fascinerende.
Balance er ligevægt. Noget af det ene og noget af det andet, men ikke for meget af hverken det ene eller det andet.
I praksis lykkes balance i komplicerede situationer ofte bedst når man ikke udelader noget, men får det hele med, og accepterer alt som det nu engang autentisk er. Når noget (eller nogen) holdes udenfor, skaber det (eller de) ofte problemer på længere sigt.
Balance hænger nært sammen med accept, helhed og autenticitet.
Vi kan se det på den måde vi selv har det: Når vi accepterer os selv og føler os hele, autentiske og har balancen, så er alting let og går af sig selv. Så let, at vi faktisk ikke tænker over det.
Men når vi IKKE accepterer os selv, og vi ikke føler os hele og/eller autentiske og/eller vi er ude af balance, så er alting svært. Nogle gange meget, meget svært.
Både med hensyn til accept, helhed, autenticitet og (u)balance, så er det lige meget om det problemet er kropsligt, psykisk/mentalt, emotionelt, energimæssigt, handlingsmæssigt eller andet – hvis det er slemt, så kan vi næsten ikke fungere.
Heldigvis har vi – som samfund – stadig accepten, helheden, autenticiteten og balancen. Fordi det er sådan, så kan vi tænke klart, tage de (nogenlunde) rigtige beslutninger og handle fornuftigt. Som vi – overordnet set og trods alt – har gjort indtil nu.
(Men nu MÅ vi altså holde op med at sælge ud af vores vitale infrastruktur, og måske endda overveje at købe noget af den tilbage, startende med vores vaccinefabrik – de fantastiske økonomiske redningspakker til samfundet viser jo at vi sagtens kan skaffe pengene til det. Vi må også lære vores politikere at det at sikre sin befolkning bedst muligt imod alle eventualiteter IKKE er en “forretning” der skal give overskud. I den forbindelse er underskud ikke bare okay, men forventeligt. Til gengæld ER det at sikre sin befolkning et spørgsmål om at være forudseende, planlægge for hvad der kan ske, og handle ud fra det. Også selv om det koster penge – og det gør det jo).
Det med balance, autenticitet, helhed, valg og handling er en af de ting som mine mange års arbejde med personlig og spirituel udvikling – både i mig selv og med andre – har lært mig.
Jeg har kogt det ned til en (meget koncentreret og derfor lidt-svær-at-læse-og-forholde-sig-til) kernesætning, og den både filosoferer, lever og arbejder jeg ud fra:
En helhed i indre og ydre balance som autentisk gør det den er VIRKER optimalt.
Det skal siges at accepten er implicit i det autentiske, og at der er adskillige pointer i sætningen, som vi ikke skal nærmere ind på her, for eksempel:
– at der både er balance indadtil i en selv og udadtil i relation til omverdenen at tænke på
– at handling altid med fordel kan baseres på den man autentisk er, eller sagt på en anden måde, at den man autentisk er skal være styrende for det man gør
– det faktum at ovenstående faktisk er en formular for … ikke bare hvad der virker og hvad der ikke gør … men hvad der virker allerbedst (optimalt).
Vi kan nøjes med at konstatere at …
Du er en helhed, jeg er en helhed, og det er vores parforhold, vores familier, vores virksomheder, foreninger og organisationer samt hele det danske samfund – og det globale samfund – også. Med alt hvad det medfører vedrørende accept, autenticitet, balance, valg, handlinger – og hvad der virker kontra hvad der ikke gør.
Så hvis vi ser på det danske samfund og os danskere som en helhed, så har vi været autentiske, nogenlunde i balance, og gjort det vi er. Det vender vi tilbage til lige om lidt.
Sidebemærkning: ALT kan ses som helheder
Vi skal lige kort se på en ting mere vedrørende helhed. Nemlig den at ALTING kan ses som helheder:
Et atom er en helhed, et molekyle er en helhed, en celle og et organ i vores krop er helheder, og vores krop er også en helhed. Solsystemet er en helhed, og det er galaksen, den lokale galaksehob (galakse af galakser = “super-galakse”) og den lokale superhob (hob af galaksehobe = “super-super-galakse”) også.
Alt, fra det mindste til det største, kan ses som helheder, og BALANCEN samt den AUTENTISKE VÆREN og ADFÆRD er afgørende.
Pointen?
Den er her:
Vi danskere har opført os som dem vi er: et folk som ved at vi – uanset alder, social baggrund, indkomst eller sundhedstilstand – alle er unikke, men ens. At vi alle er i samme båd.
Vi er et folk som passer på hinanden.
Og gæt hvad:
Det VIRKER!
Til det kan vi kun sige (til os selv): “Tak, danskere, godt gået!”
Danmark ER virkelig et yndigt land (med yndige danskere)!
Danskere er frihedselskende og individualistiske, men også næstekærlige på den fede måde
Forvisningen om at vi er i samme båd og må passe på hinanden er et særkende ved vores kultur, og vel nok ved den skandinaviske kultur i det hele taget.
Også selv om svenskerne i den aktuelle corona-krise er gået i en anderledes retning, og betaler prisen i form af menneskeliv.
(I skrivende stund har Sverige haft nærved 300 dødsfald pr. million indbyggere, hvor Danmark har haft nærved 100 dødsfald pr. million indbyggere, så den svenske strategi har p.t. kostet 3 gange så mange mennesker livet som den danske. Og det er endda selv om Sverige er meget mindre tæt befolket end Danmark (Sverige har nærved 1,8 gange flere indbyggere end Danmark, men de kan boltre sig på ca. 10,5 gange mere land).
Denne type enegang bekræfter egentlig bare hvordan det er med os skandinaver: vi er individualister og gør det vi tror er rigtigt, uanset hvad “de andre” mener.
Om det svenske valg af corona-strategi i sidste instans er “klogere” eller “dummere” end det danske er der ingen der ved endnu, men faktisk er det heller ikke pointen.
Pointen er, hvis jeg et øjeblik tillader mig at tale på de fleste danskeres vegne, at vi føler følgende:
Det danske valg af coronavirus-strategi, hvor vi uden diskussion sætter menneskeliv højere end økonomi, og gør alt hvad vi kan for at nå til det punkt hvor vi har en vaccine med færrest mulige dødsfald, er det som vi selv har det godt med og opfatter som det mest anstændige og rigtige.
Og det er det valg vi har taget.
Det viser noget meget vigtigt om hvem vi er.
Vi danskere er frihedselskende og individualistiske (og lidt kortsigtede), ja, men vi er også næstekærlige på den fede måde. På den gode, naturlige måde. Ikke fordi vi skal eller bør, men fordi vi føler at det at hjælpe hinanden og passe på hinanden er det naturlige, det rigtige.
Hvilket er DET der har gjort at vi danskere i denne corona-krise har valgt, som vi har valgt, har gjort som vi har gjort, og har haft den relative succes som vi har.
Fordi det er dem vi er.
Uanset om, eller hvor godt, vi lykkes med den kommende balancegang med bind for øjnene (genåbningen af samfundet), så vil dette stadig være sandt. Det har vi nu bevist.
Vi har bevist hvem vi er.
Hvad vil du læse nu?
Tilbage til hovedsiden for bloggen
Gå til Forsiden