Husk at lave … ingenting
– Lær at slappe af

– af Søren Lauritzen, juli 2020

Denne corona-tid har potentialet til at lære os en masse. Virkelig meget, om alt muligt. En af de ting vi kan lære noget om, er det at lave ingenting.

At lave ingenting er vigtigt.

Mange af os er så vant til at skulle præstere, at “skulle” opfylde andre og vores egne forventninger og forpligtelser. Hele tiden.

Men hvad hvis det ikke er nødvendigt – eller overhovedet ønskværdigt?

Eller, mere præcist:

Det ER IKKE ønskværdigt at lave alt muligt hele tiden. Vi har brug for pauser.

Både:

– korte pauser, flere gange hver dag, hvor vi stirrer ud i luften, går en tur eller lignende
– mellemlange pauser, mindst en om ugen, hvor vi tager os en fuld dag, en “mig-dag” helt uden forpligtelser
– lange pauser, perioder på adskillige dage eller uger, hvor vi meget af tiden laver ingenting

Og vi har brug for, både mentalt og emotionelt, at slukke for alt det med at vi “skal” og “bør” og “er nødt til”.

Vi ved det alle sammen godt.

Vi ved det så godt, at det virker selvindlysende, når vi læser det ovenfor.

Og fordi det er selvindlysende, så ignorerer vi det. Springer det over. Glemmer det.

Dårlig ide.

Folk der har oplevet alvorlig stress, for eksempel, ved hvorfor: Vi ødelægger os selv ved at ignorere pauser og “mig-tid”.

“I sat in my backyard all afternoon and did nothing. Whenever I do nothing I feel I’ve accomplished a lot.”
~ Marty Rubin ~
(1930-1994) Canadisk-amerikansk skribent, skaber af mange aforismer og forfatter til bogen “The Boiled Frog Syndrome”.

Faktum er:

Der er ikke noget vi skal.

Der er ikke noget vi behøver. Der er så godt som ingenting vi er “tvunget til” eller “nødt til”. Det er en illusion, en overbevisning, en fiks ide, som ikke er sand.

Alt det med at vi “skal” og “bør” og “er nødt til” – det findes primært inde i vores hoved.

Der er enkelte ting vi med fordel kan gøre, men hvis vi VIRKELIG tjekker det i vores eget liv, så opdager vi at det faktisk ikke er særlig mange. Så godt som alle de ting vi har gang i, kan vi droppe, hvis vi virkelig vil. Vi har magten til det.

Billede: Løvinde som ligger afslappet på et træ. Tekst: Sjovt citat af Groucho Marx.

Hvis vi får alvorlig stress, en livstruende sygdom eller kommer alvorligt til skade, så kan vi blive tvunget til at droppe alt det unødvendige.

Men vi behøver intet udefrakommende for at gøre det. Hvis vi vil, kan vi indrette vores liv så vi næsten ikke “skal”, “bør” eller “er nødt til” noget som helst. Det er et valg. Vores valg.

Ikke alle vil trives med sådan et liv, men nogle vil, og flere vil have stor glæde af at indrette deres liv sådan lidt derhenad. Til gengæld vil vi alle sammen have godt af at huske pauser og “mig-tid”.

Så næste gang nogen foreslår at der skal ske noget på tirsdag eller på søndag, så kan du vælge at sige: “Nej, desværre, jeg har en anden, vigtig aftale”.

Og den aftale – den er med dig selv.

 

Hvad vil du læse nu?

 

Tilbage til hovedsiden for bloggen

Gå til Forsiden

Scroll to Top