Nyt år, nye muligheder:
Prøv glæden ved at gå efter formål frem for blot mål (nyhedsbrev #2)

Skrevet af Søren Lauritzen

Nytåret er en mulighed for at gøre to ting: se tilbage og se fremad. Gøre status og – måske – træffe nye valg, som giver nye resultater.

2020 har været usædvanlig. Verden er omskiftelig, og vi kan ikke forudse hvad der vil ske.

Men vi kan vælge hvad vi vil.

De traditionelle nytårsforsætter går ofte i vasken

Den traditionelle måde at gå til det på, er via nytårsforsætter: “I år 2021 vil jeg …” efterfulgt af nogle – ofte meget konkrete – mål. For eksempel:

– “Jeg har taget for meget på. I 2021 vil jeg tabe mig 10 kg. Jeg vil dyrke fitness og løbe hver dag.”
– “Det er også for dårligt, at jeg stadig ryger. 2021 skal være året, hvor jeg stopper.”
– “Jeg har ikke fået udrettet, det jeg ville i 2020. 2021 skal være et handlingens år for mig.”

Og så videre.

Men er det nu også den bedste måde at styre på?

Vores nytårsforsætter har det med at gå i vasken. Vores nytårsforsætter har det med at gå i vasken – vi når ikke de mål vi har sat os, og så bliver vi sure på os selv og “slår os selv oven i hovedet”. Det er ikke så rart.

Her er problemet. Vores nytårsforsætter har det med at være:

a) Orienteret mod det vi vil “væk fra” og “undgå”, snarere end det vi vil “hen imod” og “opnå”.
b) Noget vi godt kan lide, men som vi skal holde op med (fordi det skulle være skidt for os).
c) Noget vi ikke kan lide, men som vi skal begynde på (fordi det skulle være godt for os).
d) Noget vi kunne drømme om og ønske os, men som vi reelt ikke tror på.

Det er jo demotiverende! Er der noget at sige til, at det ikke virker for os?

Måske skulle vi prøve noget andet i det nye år?

Hvorfor formål virker så meget bedre end mål

Hvad nu hvis vi ikke satte os en masse konkrete mål, men i stedet satte os et FORMÅL, og valgte ud fra det?

Et FORmål kommer før diverse mål. Et formål er mere overordnet end vores mål, ja, det kan faktisk diktere dem. Og hvis vi ikke lige når de mål, så gør det ikke noget, bare vores formål er opfyldt.

Hvad er forskellen på et formål og et mål?

– Et formål er svaret på “Hvorfor?” Det er årsagen. Det er vores “Jeg vil dette FORDI …”

– Et mål er svaret på “Hvad?” og “Hvordan?” Det er metoden og nogle konkrete små skridt på vej mod noget større, bedre og vigtigere.

Et formål motiverer os, men mål, de er ofte bare kedelige

En metode (mål og del-mål) er typisk ikke særlig motiverende. Hvis vi sidder på en restaurant og er sultne, så er det maden vi er interesseret i, ikke om vi skal bruge dansk, engelsk eller tegnsprog for at bestille den.

En årsag, derimod, er den arketypiske motivation. Vores “hvorfor” og “fordi” er kernen, den ægte “motivator” bag det hele, vores drivkraft: “Jeg vil denne ting, FORDI den vil give mig det, jeg allerhelst vil have.”

Måske vil vi være lykkelige. Måske vil vi opleve kærlighed. Måske vil vi føle os frie, hele og have mening i vores liv. Måske vil vi bare have indre ro.

Så når vi fokuserer på formålet, så er vi motiverede, mens metoden, vejen dertil (altså målene) ret beset er temmelig uinteressant.

Så hele finten ligger i at vælge sig et godt formål.

På Et Bevidst Liv har vi valgt dette formål …

Vi, Birgitte og Søren på etbevidstliv.dk, har valgt os dette formål: En god livsoplevelse.

Det har vi valgt fordi vi føler, at det er det allermest overordnede svar på “Hvorfor”. Vi er her, i en fysisk krop på Jorden, for at opleve. Og så vil vi helst have en god oplevelse. Hvilket vi heldigvis godt kan give os selv.

Vi har nemlig opdaget at vores oplevelse er baseret på vores indre tilstand, og ikke på hvad end der sker omkring os. En god oplevelse = en god værenstilstand. Vi kan ikke styre verden omkring os, men vi kan godt styre vores indre tilstand – den er er valg. Vores eget valg.

Så det er vores fokus, vores drivkraft, vores årsag, vores formål: Vi vil have en god livsoplevelse. Hvilket kræver, at vi sørger for at vi har en god indre tilstand, en behagelig “væren”. Det skal simpelthen føles rart at være os. Ikke nødvendigvis hele tiden, for nogle gange må vi tage lidt ubehag på den korte bane, for at opnå noget godt på den lange, men vores formål er helt klart for os. Vi bruger det til at styre med, og det virker!

Hvad skal være dit formål?

Hvor vil du gerne hen med dit liv, din indre tilstand og det, du gør? Hvad skal det munde ud i? Hvad er dit formål? Er det muligvis det samme som for os, eller er der måske et lidt andet twist?

Det kunne f.eks. være, at du:

– Vil gå efter at mærke kærlighed i dig selv, både når du er sammen med andre og alene
– Vil opleve glæden ved at leve dig ud, som den, du er, at være autentisk og opfylde dit potentiale
– Vil nyde at passe rigtig godt på dig selv – ved at sætte dig selv først og tage gode valg
– Opleve at føle dig hel, og opleve at dit liv giver mening
– Have ro indeni, både tankemæssigt og følelsesmæssigt
– Finde lyst, energi og drivkraft til at være kreativ og skabende
– Give lidt slip på kontrollen, føle dig mere afslappet, fri og i live
– Være mere legende og eksperimenterende, så du har det sjovt i alt hvad du gør
– Skabe dig et andet og bedre liv i praksis
– Noget helt andet

Eksempler på formål.

Det er dit liv, og det er dig der vælger, dig der bestemmer.

Godt nytår

Hvad end du vælger som dit formål, så håber vi for dig at du får et rigtig godt 2021.

Med mange kærlige nytårshilsener

Birgitte Coste og Søren Lauritzen
www.etbevidstliv.dk

 

 

Tanker, forslag og feedback?
Svar blot på dette nyhedsbrev eller skriv til os på: info@etbevidstliv.dk

Brug for coaching og bevidsthedsguidning?
Skriv til Birgitte på info@etbevidstliv.dk eller ring/skriv en SMS til Birgitte: 71 78 06 36

Kender du nogen, der også ville have glæde af dette nyhedsbrev?
Så send det gerne videre til dem. Hvis vi kan skabe glæde og værdi hos andre, er det jo dejligt. I kan evt. tilføje, at man kan melde sig til nyhedsbrevet i højre kolonne på en hvilken som helst side på www.etbevidstliv.dk.

Vil du læse flere nyhedsbreve?
Så hop hen til vores nyhedsbrevsarkiv, hvor du vil kunne finde alle vores nyhedsbreve.

Vil du læse mere?
Tjek de nyeste sider på www.etbevidstliv.dk:

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? (Ud fra en sød, klog vits): Livssyn og perspektiv

Et Bevidst Livs fødsel og første år – Kan man starte egen virksomhed med kun kompromisløs lyst og autenticitet uden hensyn til markedsbehov, kundeforventninger og økonomi?

Bevidsthedsprogrammering styrer os! (Via overbevisninger, normer og lignende). Heldigvis styrer vi den …

Husk at lave … ingenting – Lær at slappe af

 

Scroll to Top